Dobbeltdækkervogne fra Hobbytrade (1. og 2. oplag)
Hobbytrade ABs 7903 frisk fra æsken Af Henrik Larsen, 20. April 2015
Hobbytrade har for nyligt udsendt deres nye dobbeltdækkersæt. Det sæt jeg har købt har, som AC, nummer HT 73008. Det fås tilsvarende til DC.
Sættet leveres i en flot sort æske af hårdt pap med Hobby trades logo påtrykt. Indlægget i æsken er lavet af flamingo med huller udskåret til de enkelte vogne, og beskytter de fintfølende vogne mod stød. I æsken finder man vognene litra B 7703, litra B 7710, litra Bk 7813 samt styrevognen litra ABs 7903. Der medfølger fra fabrikkens side faste koblinger som skal monteres og aksler beregnet til, i mit tilfælde, treskinnedrift.
Hobbytrade HT73008
Det første indtryk af vognene er rigtig godt. Den nye røde DSB-farve ved indgangene er ramt meget fint, bogierne er detaljerede, og litranumre og andre påskrifter står fint og skarpt. Man kan se gennem vinduerne i alle vognene. Indretningen lavet i ensfarvet blå plast. Når vognene har store flotte vinduer man kan se igennem, så er det synd indretningen består af ensfarvet plastik. De faste koblinger er lidt vanskelige at montere.
Indretning, klik for større billeder. Hvis man lægger vognene på siden, så er det lettere at se hvordan de skal skubbes sammen. Her kunne hobby trade lære af eksempelvis Rocos tilsvarende system til sammenkobling af MA lyntoget. Vil nok anbefale, at man skifter til Rocos kortkoblinger. Vognene kører normalt problemfrit med kortkoblinger og ser meget bedre ud end med standardkoblingerne. Dette må testes på et tidspunkt. Min modelbane er opbygget af Märklins C-spor og er således treskinnedrift. Jeg var spændt på at se hvordan vognene opførte sig på sporet. De fire vogne blev spændt efter min hobby trade ME 1526, og det ser altså flot ud. Køretesten forløb godt, sættet klarede alle spor og sporskifter, herunder både kurvesporskifter og krydsspor. Næste test var så, som det sig hør og bør, at teste om ME´eren også kunne skubbe sættet uden problemer. Og det kunne den! Vognene kører ligeså fint med styrevognen i front. Lyset retningsskifter for øvrigt fint. Dekoderen som jeg fik forhandleren til at montere i styrevognen, skifter automatisk fra rødt til hvidt lys, alt efter i hvilken retning vognen kører. Lille minus er dog, at det hvide lys har et lille rødt skær, sikkert fordi de hvide og røde dioder sidder meget tæt på hinanden. Det monterede lys i vognene er desværre meget koldt og skarpt og giver et tydeligt blåt lysskær pga. det blå interiør. Der er lys i destinationsskiltene. En rigtigt fin ide. Prisen for vognsættet er set fra kr. 2.195,- til 2.295,-. En fornuftig pris for fire så flotte vogne. Konklusionen er, at man for relativt billige penge kan få et meget flot og ganske velkørende dobbeltdækkersæt. Hvis man så har mod på det, og råd til det, vil jeg anbefale, at få eftermonteret et mere varmt lys i vognene og i enden af styrevognen.
klik for større billeder.
Positivt:
– Meget flot udseende.
– Fornuftig pris.
– Meget fine køreegenskaber
– ægte scala 1:87 H0 – En pakkeløsning med hele vognstammen.
Negativt:
– Meget skarpt og koldt lys installeret i vognene fra fabrikkens side.
– Ensfarvet blåt interiør.
– Lidt besværlige faste koblinger
_________________________________________________________________________ Sammenligning med 1. oplag
Af Mikkel Fagerli, 06. August 2018
Den første produktion af Hobby trades dobbeltdækkervogne udkom i sensommeren 2008. På de ca. 6 år der er gået mellem de 2 produktioner har forventningerne været at der forhåbentligt ville komme varm-hvidt lys i vognene, da mange har været kede af det kolde blå lys. Det er imponerende at Hobbytrade allerede i første forsøg, har formået at lave så lange vogne der kørte upåklageligt i de skarpeste sving uden at afspore, en succes det selvfølgelig har taget med til 2. oplag. Slanger og andre smådele sidder som på forrige model, meget godt fast og er hverken skrøbelige eller udsat når man håndterer sine vogne.
En ting der dog kan bemærkes er at 1. og 2. oplag har lidt farveforskelle, som kan ses når de holder ved siden af hinanden. Den lysegrå vognfarve, har fået en lille tone til den mørke side og taget er nu blevet lidt mere blåligt som det ses i "stålgrå". Den karakteristiske blå linje synes dog uændret.
Farveforskellen anes, dog mest tydeligt på taget.
Efter sammenligning med den ægte vare på sporet, kan det konstateres at 2. oplag er mest korrekt i farvevalget.
I forhold til strømoptaget, virker det nu til at være mere stabilt, så lyset i vognene ikke blinker så meget som på det første oplag. Den udvendige bemaling på den nye udgave, er meget skarpere og pænere ved dørmarkeringerne.
Skarpere linjer og flottere detaljer.
Alle piktogrammerne er blevet forbedrede så de er mere tydelige og har en mere troværdig størrelse. Samtidigt har de også tilføjet en masse nye piktogrammer og udsmykning så som måleinstrumenter og andre udvendige detaljer.
De fedeste tilføjelser er skiltene ’Først ud – så ind’ samt skiltet om ’Kontrolafgift’.
Langt flottere piktogrammer på det nye oplag.
På slutlyset i hver eneste vogn er der blevet malet flot med rød lak. Det giver en bedre finish end før, hvor det bare var klar lysleder i plast. Der er malet små røde detaljer på slangerne ved front og bagenden og en rød streg ved endedørene, hvilket giver et lækkert indtryk.
Forskellen er tydelig, det nye oplag er langt flottere!
Destinationsskiltene lyser flot op, men på fronten af styrevognen, dog ser det ud til at den er oplyst af to små lys fra hver sin side, så skiltet ikke er tilstrækkeligt oplyst i midten. det er en ærgerligt, især fordi første oplag, var opbygget på samme måde, men uden samme problem.
Som det ses, så havde første oplag (til venstre) ikke samme problem, med mørket i midten af destinationsskiltet.
Som ved første udgaven er lyset stadigvæk for stærkt og koldt. Jeg havde forventet af de ville montere interiør-lys i enderne af vognene og fået al indvendig lys i varm-hvid.
Det er synd at toplyset er så dominerende at man knap kan se at destinationsskiltet er tændt og slukker man for skiltet, så skinner toplyset ud gennem destinationsskiltet. Det er synd, da fronten normalt er noget, man lægger meget mærke til på toget.
Toplyset laver "lys forurening" i destinationsskiltet.
Malingen på de røde striber ved dørene er ikke dækkende, så man kan igennem dem tydeligt se overgangen mellem det hvide og blå. Det er lidt ærgerligt, for på første produktion var den grønne dækkende. Rød farve er selvfølgelig sværere at få til at dække og skal altid males flere gange end andre farver for at dække ordentligt.
Man bemærker at den røde farve ikke helt dækker den blå. Her var man mere heldig i første oplag.
Gør det selv forbedringer
Selvom vognene i det store og hele er rigtig flotte, så vil den garvede modelbygger altid finde et eller andet, som man kan gøre bedre. Foreksempel kan man med fordel, male modellen invendig. Ikke blot interiør men også selve vognkassen. Først en god gang sort, og derefter en passende lys farve. På denne måde kan du undgå at lyset skinne igennem plastiken. Desuden, kan der også bygges lys ind i vognenes ender, da det kun er midter sektionen der er leveret med lys. Det kan være nødvendigt at udskifte alt indretnings lys, da at finde matchende dioder kan være meget svært, hvis ikke umuligt. Til gengæld, kan man så i samme ombæring slippe af med det meget kolde og blå lys, ved at benytte varm-hvid dioder. En af de helt nemme forbedringer er dog at installere en kiosk-automat i Bk vognen. En sådan kiosk-automat produceres af PerfectTrains og er lige til at montere. Hvis man går op i sine vognes indretning, så er den uden tvivl med til at skabe liv og variation! Automaten kan købes hos www.perfecttrains.com
En korrekt model kopi af automaten fra Bk vognene. Bemærk madvarene på hylden! - Foto: PerfectTrains Et sådanne produkt, har selvfølgelig også fundet vej til min egen dobbeltdækker stamme, der efter ombygning med nyt lys og malet indretning, nu (efter min egen mening) fremstår på en helt ny måde i forhold til det originale produkt. (Husk der er ikke noget galt ved at være nittetæller, hvis man godt selv ved det)
Automaten monteret i vognen, desværre virker lyset langt mere gult end det er i virkeligheden.
Malet indretning, dog uden rejsende.
Malet indretning, bemærk trappe gelænderet, og de gule striper på trinene.